Views: 2


Tid til Tiden

MUSIKKEN er KLEZMER 

Tekst: Inger Christensen ∙ Poul Borum ∙ Benny Andersen og AUGUSTIN


TID TIL TIDEN er en koncert hvor tekst og musik står side om side.
Teksterne veksler med musik og handler alle om tid; tiden – dens væsen og dens gådefuldhed.
Musikken er også tid; den forløber i tid, hvorved den bliver til et tidsrum.
Vi forsøger med denne koncertform at undersøge om tid og musik måske er forbundne?

Teksterne der indgår i koncerten er af de 3 store danske poeter: Inger Christensen(1935-2009), Poul Borum (1934-1996), Benny Andersen (1929 –  ).

  • Inger Christensen har en poetisk vinkel på tidsbegrebet; dette kommer frem i hendes store digterværk DET.
  • Poul Borum synger fra sit sygeleje: I´m Beginning to See the Light.
  • Humoristen Benny Andersen siger i et digt, at selv med tolv ure i huset slår tiden ikke til!
  • Dertil kommer en af de gamle kirkefædre, nemlig Augustin(354-430) Han har reflekteret meget over tid.
    F.eks. siger han, at selv et splitsekund har en begyndelse og en afslutning!

MUSIKKEN: Musikken er klezmermusikken. Den var jødernes musik og trøst i østeuropa før 2.verdenskrig og som sådan skæbneforbundet med jødernes historie.
Den fandt fodfæste og grobund på amerikansk grund efter krigen, og er i dag udbredt over hele verden.
Koncertens to klezmermusikere tager udgangspunkt i Augustins opfordring: at gøre musikken til en ordløs sang, en musik der har gjort sig fri af ordene, og som blot jubler (og græder)
Klezmermusikken er en fusion, der udover de typiske jødiske/orientalske elementer også har spor af russisk, ungarsk, polsk, og tysk folkemusik, og endelig amerikansk underholdningsmusik. Nogen har sagt, at klezmermusikerens instrument er en højtaler for den ”indre” stemme, den der synger i enhvers sjæl!

NIS BANK-MIKKELSEN: Omvandrende blanding af ”Aladdin”, Bellman og Rytter. Suveræn bibeloplæser.
JENS SCHOU: Soloklarinettist med en særlig svaghed for klezmermusikkens melankoli og fandenivoldske livsglæde.
ANDERS SINGH VESTERDAHL: Fantastisk harmonikaspiller, med verdensmusik som speciale. Selv verdensformat. Centralt medlem af The Middle East Peace Orchestra.

Til toppen af siden