Views: 1


Det klassiske mesterværk: 

JOB

Roman om et enkelt menneske

Joseph Roth

Han troede på alt, hvad hans børn fortalte ham: Amerika var Guds eget land, New York var miraklernes by og engelsk det smukkeste sprog i verden. Amerikanerne var sunde  og de amerikanske kvinder var smukke, sportsresultater var betydningsfulde, fattigdom var selvforskyldt og rigdom rosværdig, at det var nok blot at tro på sig selv for at få succes, at dans var godt for hygiejnen, at det at løbe på rulleskøjter var en pligt, at velgørenhed kunne betale sig økonomisk, at anarkisterne var forbrydere og strejkende arbejdere menneskehedens fjender, at politiske agitatorer stod i forbund med djævelen, mens moderne maskiner var himlens velsignelse, Edison det største geni. Snart ville menneskene flyve som fugle, svømme som fisk, se ind i fremtiden som profeter, leve i evig fred og i fuldkommen enighed bygge skyskrabere, der nåede op til stjernerne.

Romanen JOB (fra 1930) af den østrigske forfatter JOSEPH ROTH, har vi bearbejdet og forkortet til en KONCERTFORTÆLLING. Vi omgiver den med den jødiske musik, klezmermusikken, – som vi er eksperter i, en musik der trods den altid er i mol, og altså trods sin trods – alligevel er så tapper og livsbekræftende,- ja bærer en optimisme i sig, der næppe overgås af nogen anden musik. Netop derfor er det fortælleforstærkende at bringe den, altså musikken, lige ind i midten af fortællingen om JOB.
En høj grad af teater hviler følgelig over vores koncertfortælling. I vores version indgår en række traditionelle klezmer numre, men ogsånumre som “If I were a rich man” og Chaplins: SMILE. Teksten er hjertegribende og stærkt humoristisk, emnet til trods. Her i vores KONCERTFORTÆLLING bliver Job gjort levende af vores allesammen karismatiske Nis Bank-Mikkelsen, og ikke mindst gennem den musik vi lader ham blive en del af!

I romanen Job, der omtales som en klassiker indenfor jødisk litteratur, omskriver Joseph Roth Det Gamle Testamentes beretning om “En mand ved navn Job fra landet Uz” til en fortælling om en almindelig, russisk-jødisk skolelærer ved navn Mendel Singer. Om de frygtelige ulykker der rammer ham, om hans fromhed, om hans tvivl og om belønningen, som venter den troende.
Job er i fortællingen ikke nogen bibelsk patriark, snarere en antihelt, som man kender den f.eks. hos en Woody Allen. I sin søgen efter et bedre liv lykkes det Mendel at emigrere til Amerika. Det forjættede land. Mendel Singer må da snart indse, at Amerika blot gentager de hidtidige lidelser nu blot som the american way. Det går fra skidt til værre. Som i Biblens historie om Job skal Mendel fratages alt, inden han får det dobbelt igen.

Fortællingen afsluttes med en stumfilmsagtig, tragikomisk optimisme. Mendel Singer halvt Charlie Chaplin halvt den gammeltestamentlige Job, forsoner sig med sin skæbne og med sin Gud, som måske, måske ikke har skænket ham den.

I håbet om at ideen kunne falde i god jord sendes de
allervenligste hilsener fra Jens Schou
(også på vegne af Nis Bank-Mikkelsen og Anders Singh Vesterdahl)

NIS BANK-MIKKELSEN: Suveræn bibeloplæser. Omvandrende blanding af ”Aladdin”,Bellman og Rytter.                 
JENS SCHOU: Soloklarinettist med en særlig svaghed for klezmermusikkens melankoli og livsglæde.                             
ANDERS SINGH VESTERDAHL: Fantastisk harmonikaspiller, med verdensmusik som sit speciale. Selv verdensformat. Centralt medlem af The Middle East Peace Orchestra.


Til toppen af siden