Views: 92
Lyt til et 3 min. sammenklippet potpourri her:
Oplev en aften med Pernille Højmarks fortolkninger af blandt andre Osvald Helmuths, Kai Normann Andersens, Benny Andersens og PHs tekster. Det er grovkornet, ramsaltet, rapkæftet, kærligt og humoristisk. Sangene akkompagneres af trioen Det Røde Hav
Den, der gav Pernille Højmark ideen til at genoplive de danske guldaldersange, burde få en medalje.
Det er en delikat opgave at fortolke en kulturarv. Det kræver kunstnerisk stamina at ryste posen med nationens fællessange uden at træde på tæer, i spinatbede og helt ved siden af, men Højmark formår at gøre det, så alle periodens sange og revynumre ville stå i kø for at komme en tur gennem hendes filter, hvis de kunne.
Højmark rammer plet lige i hjertet fordi hun her hverken er skuespiller eller sanger, som vi ellers kender hende, men slet og ret nåja, Pernille Højmark.
Det er hendes sange, hun fremfører; hun forstiller sig ikke, gør sig ikke til eller dramatiserer, det er sgu hende, der sidder der på rendestenen og tuder, hende, der står med hævet glas og skåler i champagne på travbanen med en pels svunget om nakken.
Højmark skifter fuldstændig ubesværet mellem madonna og rejekælling. Måske netop fordi hun i sin kerne er begge dele – foruden alt det ind imellem?
Sangene er afleveret med et overskud af musikalitet, der klæder sangene på til at møde 2024 så de også vil kunne vække et yngre publikums interesse.
Trioen bag Højmark er i den forbindelse værd at bide mærke i. Kapelmester Peter Michael sætter de enkelte sange i scene i nytænkende og overraskende arrangementer, der dog samtidig har så meget anker i traditionen, at det på intet tidspunkt bliver andet en forfriskende.
Rytmesektionen er et kapitel for sig. Trommeslager Jesper Rytkov er en eksplosion af glæde, indlevelse og talent med en delikat forståelse for dynamikken i hver enkelt sang. Bassist Rune Holberg er teknisk overlegen og spiller sjælfuldt og med en fin indsigt i sit instruments mulighed for harmoniseringer.
Tekst ved René Gummer, Weekendavisen