Views: 106


Foto: Sven Berggreen

Petri/Hannibal Duo

Petri/Hannibal Duo kunne i 2022 fejrer 30-års jubilæum. Duoens repertoire spænder fra den tidlige renæssancemusik, over barok, klassisk, og romantisk musik til den nutidig musik, hvoraf meget er skrevet til Petri/Hannibal Duo. Sammen har de spillet godt 2.000 koncerter rundt i verden, – og Duoen har udgivet 8 CD´er, og bla. modtaget den tyske grammy OPUS KLASSIK. Deres seneste album BLUE, med originale kompositioner og nye arrangementer af Danske Sange af Lars Hannibal, udkom i efteråret 2020. 

En koncert med Petri/Hannibal Duo vil indeholde et meget bredt og varieret program, som sammensættes specielt til den enkelte koncert. Undervejs vil de med introduktioner og fortællinger guide publikum igennem koncerten. 

Petri/Hannibal Duo kan også bookes til et koncertforedrag hvor der er mulighed for spørgsmål og svar.

En journalist skrev

”Samtaler, samvær og kommunikation er nøgleord i Michala Petris og Lars Hannibals univers. Den stadige dialog – med sig selv, med hinanden og med publikum – er altafgørende for at skabe den oplevelse, uden hvilken musikken blot er nogle noder på et stykke papir. 

Når man som de to har nået den musikalske modenhed og tekniske overlegenhed, flytter fokus sig uvægerligt. Ud i rummet, ud i salen. Og det i en sådan grad, at kontakten til publikum nærmest er håndgribelig. De fanger atmosfæren og spiller med den, og derfor er en koncert med Michala Petri og Lars Hannibal en oplevelse udover det almindelige. Én af den slags oplevelser, hvor publikum føler, at der er blevet slået nogle strenge an inden i dem selv. 

Michala Petri har for længst etableret sig som en af verdens førende instrumentalister, og med Lars Hannibals brede erfaring som med- og modspil formår de to at skabe en enhed, som har vakt opmærksomhed over store dele af verden. 

Med den største respekt for musikken og koncertformen evner Michala Petri og Lars Hannibal at frembringe den naturlige afslappethed, som er en forudsætning for en helt åben modtagelse og oplevelse af musikken”


Anmeldelse

“Det var en storslået og stemningsfuld aften med 2 sympatiske og ydmyge kunstnere”
Bøje Nielsen, Musik i Rønde


Til toppen af siden