Tamra Rosanes udgiver ny single og fejrer 50-års jubilæum

Det er 50 år siden, Tamra Rosanes første gang stod på en scene med sin akustiske guitar. Det foregik i Tivolis Vise Vers Hus og blev starten på en imponerende karriere, der siden har udløst både Danish Music Awards, optrædender med nogle af de største danske navne i alle genrer og sågar hæder i America’s Old Time Traditional Country Music Hall Of Fame.

Nu er Tamra Rosanes aktuel med singlen ”New Better Day”, der samtidig er titelnummeret på det album, der i august vil markere det sjældne jubilæum med både selvskrevne sange og perler, som bare har ventet på det rette album at flytte ind på.

Tamra Rosanes har aldrig tøvet med at kalde sig selv for en hippie. Hippie forever i cowboyboots, som hun siger, og denne tilgang til livet kan også høres på ”New Better Day”.

Det er en sang om håb og om at komme op på hesten igen, når man har ramt muren. Det er der, adrenalinen vågner, og overlevelseskraften tager over. Sådan har jeg selv levet altid, og jeg tror, det er en af grundene til, at jeg har haft den lange karriere og stadig er her. Det er ikke nogen tilfældighed, at mit mellemnavn er Hope. Samtidig er det en sang om at gøre sit bedste. Hvis man altid gør det, kan man ikke gøre mere.

Sangen ”New Better Day” er indspillet i Nashville sammen med guitaristen Chris Leuzinger, der på sit cv kan nævne sværvægtere som Emmylou Harris, George Jones, Hank Williams Jr. og ikke mindst Garth Brooks.

Derudover er albummet New Better Day indspillet i København og på Samsø, og man vil kunne møde navne som Ivan Pedersen, nu afdøde Jack Clement (Johnny Cash, Roy Orbison, U2) og Grammy-vindende Marty Stuart. Albummet vil blive fulgt op af en lang række koncerter landet over.

Tamra Rosanes fejrer 50-års jubilæum med nyt personligt album

Det var en ung Tamra Rosanes, der aldrig før havde stået på en scene, som landede i Danmark der i starten af 70’erne. Men musikken skal ud, og hvad er det værste, der kan ske, hvis man tager chancen? Sådan tænkte hun dengang og har faktisk gjort det siden, og derfor kan Tamra Rosanes nu fejre 50-års jubilæum som sanger, sangskriver og ikke mindst country-ambassadør i Danmark.

Tamra Rosanes springer dog æresporten over og fejrer i stedet det imponerende jubilæum med det personlige album New Better Day, der er indspillet i København, Nashville og på Samsø. Tamra har selv skrevet de fleste af albummets 12 sange med fortællinger om sen kærlighed, bad cowgirls og livet, der nok kan slå sine sving, men bliver ved med at have overraskelser og gaver, hvis man bare husker at rette pilen mod lyset, som det lyder i sangen ”Rusty Old Arrow”.

Albummet er en collage af sange, som ikke bare skulle ligge i skuffen. Townes Van ZandtsCatfish Song” handler om at blive ældre, og selv om jeg altid har elsket den sang, betyder den noget mere for mig, når jeg synger den i dag. ”Johnny Be Good To Me” skrev jeg efter et hårdt brud, ”Number One” skrev jeg den dag, jeg mødte min nye mand, mens ”Love Love Love Love Love Love” blev skrevet til mine sommerhusnaboer, da de skulle giftes. På den måde er det et album, der viser alle sider af mig. Både den sårbare og optimistiske.

Også på andre måder er albummet personligt. Tamra Rosanes’ søn Noah Rosanes har produceret flere af sangene blandt andet radiohittet ”Breathe Again”, mens ”High Plateau” er skrevet af Tamras bror. Ellers er sangene blandt andet indspillet med musikere, der kan bryste sig af at have spillet med nogle af countrymusikkens sværvægtere som Johnny Cash, Garth Brooks, Emmylou Harris og Hank Williams Jr.

At det blev countrymusikken, der blev Tamra Rosanes’ kald, lå ellers ikke i kortene fra begyndelsen.

”Jeg er ikke fra Texas og er bange for heste, men alligevel er country min musik. Jeg elsker melodierne, historierne og hele attituden. I Danmark var country en fremmed ting, da jeg startede. Det var noget, man kendte fra kassettebånd på tankstationer, og jeg kunne fornemme de korslagte arme, når jeg gik på scenen. Men jeg ville vise, at country kan have kvalitet, og i dag er genren heldigvis accepteret. Jeg kan mærke, jeg betyder noget for mange, når jeg kommer rundt.”

Udover albummet bliver 50-års jubilæet fejret med en lang række koncerter i Danmark i efteråret.