Views: 11


Et kvindeportræt, som ser ind bag damebladsidyllen og sanser det desperate opråb

Den jazzede teaterforestilling ’Ta’ mig som jeg er’ om sangeren Grethe Ingmann er intens musikdramatik og tankevækkende kvindehistorie på samme tid. Med Trine Pallesen som forrygende sanger og musiker på samme tid

Foto: Emilia Therese

Trine Pallesens hår sidder perfekt efter hotteste 60’er-mode i den bevægende og imponerende musikforestilling ’Ta’ mig som jeg er’, der handler om Grethe Ingmanns liv som jazzsanger og popsanger.


Anne Middelboe Christensen – Information

Der har altid været godt humør over Trine Pallesens scenefigurer. Men i den musikdramatiske forestilling Ta’ mig som jeg er lykkes det Trine Pallesen at spille sig selv op på et helt nyt niveau – med rå autoritet uden at give køb på sin karakteristiske sødme.

Trine Pallesens musikalitet gennemsyrer hendes optræden. Hun synger imponerende godt og ubesværet med sin dybe, ru stemme i rollen som sangeren Grethe Ingmann (1938-1990). Og hun lægger spændende, psykologiske lag ind over sin fortolkning, så portrættet af Grethe Ingmann vokser fra at være et traditionelt portræt af en popsanger til en uforudsigelig og menneskeklog fortolkning af en jazzkunstner. Det munder ud i et eksistentielt sjælsbillede af en kvinde, der mister sine illusioner. Fra det fortroligt snakkesyngende til det klangfuldt divabrølende. Sådan!

Samtidig formår Trine Pallesen at skildre Grethe Ingmann som en kvinde af sin tid: Fra den ubekymrede 17-årige syerske, der bare får lov til at synge for sjov i 1950’erne, til det store naturtalent, der folder sig ud i jazzens improvisationer med en helt særlig sans for det poetiske og det erotiske i sine sange i 1960’erne. Men også den lykkeligt gifte kvinde, der forsøger at leve en konform parcelhustilværelse som husmor i 1970’erne, men som efterhånden bliver en frustreret kvinde, der bramfrit tager springet ud i en skilsmisse – som »Pepita fra Mallorca«, der synes, at hele livet er en munter leg – hvorefter hun lander i et nedslidende liv som popsanger på evig turné.

Pigen bag Dansevise

Dramatikeren Anna Panduro har tydeligvis skrevet teksten på baggrund af masser af biografisk research. Her beskrives det 20 år lange ægteskab med den 13 år ældre guitarist Jørgen Ingmann, som Grethe Ingmann var gift med fra 1956 til 1976. Og her er selvfølgelig den legendariske historie om, hvordan parret sammen vandt det danske Melodi Grand Prix med sangen Dansevise i 1963 – og hvordan de senere også vandt det europæiske Melodi Grand Prix.

Trine Pallesen er sprudlende og letbenet som den purunge Grethe, der hurtigt opfatter, at det »handler om at sælge varen«, når man synger en sang. Og hun demonstrerer overlegen musikalitet, når hun gennem sin sang viser udviklingen af Grethe Ingmanns stemme fra barnlige toner til den lækreste, dybe jazzklang. Også anden akts melankoli fremføres med troværdighed og så gennemført, at den mærkes i såvel ord som sang. 

Men der er først og fremmest en skildring af mennesket Grethe – af en kvinde med længsler og en indre uro, som kun kunne forløses gennem sangen og gennem koncerterne. Det var her, hun levede maksimalt. Anna Panduro beskriver indfølende hendes splittelse mellem livet som mor og som kunstner – og hendes kaotiske og tyste sorg, da hun mister et barn.

Det er en yderst vellykket og veldisponeret tekst – plotmæssigt i tråd med Anna Panduros tidligere kvindebiografiske værker som for eksempel Tamme tigre findes ikke for Frøken Fracasos Kompagni fra 2017 og Dronning af Disen for Randers Teater fra 2020. Men det er frem for alt et kvindeportræt, som ser ind bag damebladsidyllen og sanser det desperate opråb fra en kvinde, der ikke kan leve uden at synge.

Hawaiikrans og højt hår

Interessant nok er denne forestilling både skrevet til én skuespiller – og seks musikere! For på scenen befinder der sig et luksuriøst band. Kapelmesteren Mathias Grove Madsen har udvalgt og arrangeret et stort og overbevisende udvalg af Grethe Ingmanns sange, og han sidder selv ved klaveret med myndige hænder og smil i øjnene. Rundt om ham og Trine Pallesen er der fem ekstremt veloplagte musikere, der giver melodierne fuld skrue på instrumenterne, uanset om det er pop eller rock – og om melodierne egentlig er skidt eller kanel. Det er netop det ekstravagante ved denne forestilling: at både de smukkeste jazzsange og de tyndeste popsange bliver spillet med samme overskud og opfindsomhed. Sådan at tilskueren selv kan bedømme, hvad der blev vejen frem for Grethe Ingmanns karriere – og hvad der blev mindre godt.

Trompeten flirter, guitaren lokker, trommerne insisterer, kontrabassen støtter, saxen leger, tangenterne indgyder mod – og musikerne er klædt i ’musikerjakkesæt’ med mere eller mindre løse slips. Og Trine Pallesen er klædt i diverse skønne kjoler og cardiganer fra 1960’erne og 1970’erne i Line Bechs retrodesign. Med grandprixblomstblomst på skulderen og hawaiikrans over bastskørt. Og med højt hår, der daler ned sammen med livslykken.

Ensomhed i showbiz

Er dette så en jazzkabaret? En teaterkoncert? En musical? Ta’ mig som jeg er virker faktisk som sin egen genre. Forestillingen er i hvert fald en forfriskende fornyelse af den biografiske soloforestilling – eksklusivt akkompagneret af musikerne, der alle optræder som performere og medspillere for Trine Pallesen. Med nik og replikker – velkomstråb og afvisninger. Derfor ender forestillingen med at være et kunstnerportræt udført af skuespiller og musikere sammen. Underdrevet og humoristisk – og ubesværet.

Det er Sjællands Teater, der sammen med Jangmarks Agentur og Trine Pallesen selv har produceret denne forestilling, der er på lang turné gennem hele Danmark. Hvis man overhovedet kan sætte en finger på denne forestilling, så er det faktisk, at den godt kunne have undværet tre-fire sange hen mod slutningen. Men det er en luksusindvending.

For Ta’ mig som jeg er fascinerer som en musikforelsket forestilling om en tragisk showbizskæbne. Med sangen »Et solstrejf i en vandpyt« som respektfuld kendingsmelodi. Og med »Kærlighed« til Bent Fabricius-Bjerres melodi som den sang, hvor Trine Pallesen for alvor bringer smerten og tomheden frem i dette Grethe Ingmann-portræt:

Kærlighed, som vi tro’de ville vare ved
Kærlighed, som kom ingen andre mennesker ved
Kærlighed – den var ond ved os den kærlighed
Vi gik sammen hele vejen ned
Nu er der bare ensomhed.

Kærlighed, som vi tro’de ville vare ved
Kærlighed, som kom ingen andre mennesker ved
Kærlighed – den var ond ved os den kærlighed
Vi gik sammen hele vejen ned
Nu er der bare ensomhed.

Mens tårerne triller, og de sidste jazztoner dør ud.

’Ta’ mig som jeg er’. Tekst: Anna Panduro. Iscenesættelse: Sofie Pallesen. Scenografi og kostumer: Line Bech. Kapelmester: Mathias Grove Madsen. Sjællands Teater og Jangmarks Agentur i samarbejde med Trine Pallesen. Oplevet på Bellevue Teatret. Turné frem til 25. januar 2023, blandt andet. Ishøj 6. januar, Frederikssund 7. januar og Næstved 8. januar 2023.

Til toppen af siden