Af Niels Overgaard
jazznyt.com
31. august 2016
Kvindelige jazzvokaler med udgangspunkt i jazzstandards har jeg skrevet om mange gange før. Er det en debutant? Der har jeg også været…adskillige gange. Der skal med andre ord en hel del til før mine ører blafrer af vellyst, nar endnu en debuterende dansk jazzvokalist dukker op. Barren skal sættes sa tilpas højt, at ørerne justerer ind og opfanger en sangerinde, der har et helt særligt talent.
Det har Cecilia Engelbrecht Heick. Af flere grunde. Hun har for det første indkaldt et topband til, at omsætte sine musikalske ideer og sa har hun for det andet, selv skrevet musikken. Af CD’ens 11 numre (LP har 8 numre, grundet pladsmangel) er der kun 2 standards. Cecilia Engelbrecht Heick placerer sig til gengæld sa tæt op ad standardgenren, at jeg sagtens kunne forledes til at tro, at det var Jerome Kern der havde skrevet pladens åbningsnummer Spring is a promise of fall. Det er en imponerende flot bedrift.
Anders Larson pa trombone, Thomas Clausen pa piano, Thomas Fonnesbæk pa bas og Anders Kjellberg på trommer leverer ikke kun rutine og driftssikkerhed. De giver hende et akkompagnement, der er passende til de flotte numre. At indføje Anders Larsons trombone i projektet er en gylden detalje. Som pa den dansksprogede Marts, hvor Cecilia og trombonen mødes i en bevægende duet. I pladens linernotes placerer Thomas Clausen hende et sted mellem Liva Weel og Billie Holiday. Det er ikke helt skævt. Melankolien i Cecilias stemme er bade sanselig og nordisk. Hendes stemme er den afrundende grund til, at bruge tid pa denne plade. Hun er ingen vårhare og har tidligere arbejdet med musik til de allermindste.
Når hun synger fornemmes der en afklarethed, der er behagelig og beroligende.
Cecilia Engelbrecht Heick
SPRING IS A PROMISE OF FALL
Af Jakob Hassing
Pianisten Thomas Clausen giver i noterne udtryk for at Cecilia Engelbrecht Heick, både som sangerinde og som komponist og sangskriver, er helt i særklasse. Og det er ord, som jeg kan tilslutte mig. Selv om hun ikke er ganske ukendt – blandt andet udgav hu for nogle få år siden JEG GLEMTE AT SOVE I NAT – springer hun i SPRING IS A PROMISE OF FALL ud i fuldt flor og overbeviser om et stort talent. Tilpas anderledes med en let støvet og cool stemme er Engelbrecht Heick ikke sådan at placere i det danske landskab af efterhånden mange sangerinder. Hun er sin egen, hvilket blandt andet også viser sig ved at hun både synger på dansk og engelsk.
Hendes melodier er spændende og fordrer lytterens nærvær og nysgerrighed, og der er noget på spil i teksterne. Der sker uventede ting. Tag for eksempel balladen Don’t Be So Beautiful, som man umiddelbart kender efter de første takter. Hvorefter melodien tager drejninger, man ikke kunne forestille sig. Cecilia Engelbrecht Heick synes at tænke sin musik i både toner og ord – de er hinandens forudsætninger – ig det er til at forstå, når Thomas Clausen skriver at hendes tonesprog er veludviklet. Samme Clausen yder i øvrigt en pragtpræstation ved flyglet, hvor han med sine harmoniseringer og velvalgte, lyrisk klingende tilføjelser får formuleret noget vigtigt i et udtryk, der på en gang er roligt og medrivende.
CDens eneste instrumentalnummer, Wordless, siger det meste – i indforstået samarbejde med bassisten Thomas Fonnesbæk, som endnu engang viser sig fra sin mest mesterlige side.
Cecilia Engelbrecht Heick Formår at skabe uforudsigelighed inden for fortrolige rammen, hvilket er lige så paradoksalt, som det lyder. Og heri besidder hun en evne, der gør hende ganske enestående. Never Let My Dreams Come True, der nåede finalen i en britisk sangkriver-konkurrence, er endnu et bevis. To af CDens numre er klassikere af henholdsvis Peggy Lee og Duke Ellington. Førstnævntes There’ll Be Another Spring passer stemningsmæssigt perfekt ind i helheden med Heick langt inde i hvert et ord – så let det kan lyde at synge så langsomt uden at miste nerve eller energi. Sidstnævntes Solitude associeres først og fremmest med Billie Holiday, og det kan være en næsten uoverstigelig opgave at skulle vriste sig fri af hendes skygge, når man giver sig i kast med den gamle evergreen, men det lykkes Engelbrecht Heick at skabe sin egen og ganske troværdige fortolkning.
Anders Larsons trombone er fornem undervejs i kortere soli og obligater, der er med til at gøre SPRING IS AT PROMISE OF FALL til en så frydefuld oplevelse. Fornyelse kan ske på flere måder. Kom ikke og sig, at jazzen ikke fornyer sig, når man hører, hvad Cecilia Engelbrecht Heick og kompagni kan udrette.