I snart 60 år har Burnin Red Ivanhoe været et fast begreb i dansk musik. Altid genkendelig, altid udtryk for en bestemt måde at gå til musikken på, en unik lyd og en særlig holdning til det at spille musik for et publikum.
I begyndelsen hed det syrerock. I dag er det en del af kulturarven.

I årenes løb har Burnin Red Ivanhoe stået på scenen mere end 1.000 gange. Udover i Skandinavien har de været i UK, Tyskland, Frankrig og Indien. De har spillet koncerter og været på koncertturneer med blandt andre Incredible Stringband, Uriah Heep, Jimi Hendrix og Black Sabbath. De har udsendt 11 albums, hvoraf flere indgår i enhver rockentusiasts grundsamling. Debutalbummet ”M144” fra 1969 har således status som ét af nyere danske musiks betydeligste udgivelser.

Karsten Vogel har som komponist, musiker og kapelmester været i orkestrets frontlinje helt fra starten i 1967. Den centrale rolle som guitarist og sanger bliver nu på forbilledlig vis varetaget af Jens Runge, der dermed er med til at tegne orkestrets profil. Burnins musik har altid været baseret på en formidabel rytmegruppe, der i dag består af Klaus Menzer bag trommerne og Assi Roar på bas. Dermed lever orkestrets traditioner og usvækkede energi videre.

Siden 1967 har Burnin Red Ivanhoe med sange som ”Ivanhoe i Brøndbyerne”, ”Tingel-tangel manden”, ”Marsfesten”, ”Wallifanten” og ”Ksilioy” på programmet spillet sig ind i tre generationers danske hjerter. Løbende er der desuden kommet flere nye til.

Fælles for alle Burnin-job er – udover det klassiske sæt sange – stor spilleglæde, rytmisk slagkraft, musikalsk opfindsomhed og et uberegneligt sceneshow.
Oplevelsen af at være der selv.
Den ægte vare.

Burnin Red Ivanhoe – mere end nogensinde!

Karsten Vogel – Jens Runge
Assi Roar – Klaus Menzer


Tilbagemelding:

Tak for en stor oplevelse! En stor fornøjelse at møde veloplagte musikere spille en helstøbt koncert. Publikum og os arrangører kan kun være glade og tilfredse med en fornem koncert. En særlig tak til Karsten Vogel for at binde det hele sammen, og også levere sjove og meningsfulde fortællinger om det gamle Burnin Red Ivanhoe.
Bedste hilsener

Kristian Thisted / Elværket i Åbyhøj