Views: 49

ZecretZervice

ZecretZervice
Falsk underholdning!

ZecretZervice har underholdt siden 1996 i hele landet. Vi har optrådt for alle slags selskaber – fødselsdage, bryllupper, konfirmationer, firmafester, receptioner, jubilæer, indvielser, teambuilding etc.

Vores erfaring er, at uanset begivenhedens karakter, gør vi den sjove forskel. Det bliver ikke
den fest dine gæster havde drømt – den bliver værre og vanvittig morsom.

Publikum oplever den latter, de f.eks. kan huske fra skolen, hvor de ikke måtte grine og ikke
kunne lade være. Når du bestiller os, vil vi ringe til dig for først og fremmest at udspørge dig om arrangementet – hvad skal fejres, hvor og hvornår skal den foregå…. og hvad har du tænkt dig – skal du
have tjenere, falske gæster eller medarbejdere til din fest?

Vi fortæller selvfølgelig gerne om alle vores bedrifter, så du får et indtryk af, hvad du går ind til. Allerede dér griner du. Hvis du ønsker falske gæster eller falske medarbejdere, mødes vi sædvanligvis inden og taler om, hvordan vi sammen kan lave en historie, som sandsynliggør, at vi nogensinde er havnet til Jeres fest.
Ønsker du falske konsulenter er forarbejdet stort, da vi skal have en vis viden om firmaet for at kunne optræde som troværdige personer. Derfor vil vores samarbejde også kræve lidt mere af dig.

Vi elsker, at optræde som disse “skøre” kvinder og giver hver gang publikum en oplevelse for livet.
Læs nærmere om de ovennævnte muligheder, samt hvad vores kunder siger om vores optræden herunder.

Vi ved, at humor forener.

FALSKE TJENERE
Teatertjenere – en fest I aldrig vil glemme!

ZecretZervice har videreudviklet det amerikanske koncept ”Falske tjenere”. Den første time ligner de almindelige tjenere … men stille og roligt begynder det hele at tage en uventet drejning, og derefter er intet normalt.

Hver tjener har sin karakter, hvadenten det er den distræte, den maniske eller ’hende den sure’. Efterhånden som festen skrider frem, kommer deres karakterer mere og mere til syne, og til sidst udspilles en mindre soap-opera foran de måbende gæsters øjne.

Pludselig bliver desserten serveret midt i hovedretten, tjenerne begynder at blande sig mistænkeligt i samtalerne. Den højtelskede sekretær får overdreven særbehandling … en tjener samler madrester ind til sin hund … sig mig – er den ene af dem ikke lidt beruset?

Sidemanden begynder at grine hysterisk … (for nu har han opdaget det) – men han vil ikke sige noget, for hvem vil gå glip af, at opleve skjult kamera live.

Konceptet er blevet en bragende succes i Danmark, og vi har til dato kun glade kunder, der lang tid efter har haft noget at snakke om. Det bryder alle konventioner om, hvordan en fest traditionelt bør forløbe. Eller som en af vore gæster udtrykte det: ’Tak fordi I tog røven på mig!

Alt kan ske. Eller som ZecretZervice ynder at udtrykke det: Vi garanterer intet – men lover alt!

Falske gæster

Festen er et mareridt – du er blevet placeret ved siden af festens absolut mest kiksede gæst. Hende, alle taler om og helst undgår kontakt med. Alene hendes påklædning … Hun overholder ingen konventioner og afbryder samtaler, derudover nyser hun højt og hele tiden. Efter at have undersøgt, nærmest dissekeret buffeten, tager hun sin pergament-indpakkede madpakke frem og gnasker den højlydt i sig. Og så har hun sin søster med, og hun er nærmest endnu værre.

Sammen hærger de 2 festen med medbragte sange og taler og sindssyge indfald. Til stor glæde for værtsparret og forfærdelse for de øvrige gæster, der dog hen ad vejen kan ånde lettet op … det er kun falske gæster.

Alt dette forudsætter selvfølgelig et forudgående forarbejde med værtsparret. Alibiet for de falske gæster skal være i orden.

Falske medarbejdere

Hvordan er de 2 blevet ansat her?? Har de tænkt sig, at hende dér skal sidde i receptionen og så med de tænder. Kan den anden overhovedet lægge 2 og 2 sammen, med den nedringede kjole! Det går aldrig godt. SKAL DE OGSÅ MED TIL VORES PERSONALEFEST?

Sådan vil de fleste nok tænke, når de møder de 2 kvinder, der netop er trådt ud fra personalechefens kontor, og det kan ingen fortænke dem i. Efter at personalechefen har givet dem en præsentationsrunde i firmaet, går snakken.

Da festen oprinder, entrerer de i deres stiveste festpuds, og med medbragte 20-kroners gaver, selvom der ikke er annonceret pakkekonkurrence.

Alle er efterhånden klar over, at disse nyansættelser er én stor fejltagelse og forestiller sig med gru, hvordan et samarbejde nogensinde i fremtiden skal kunne lykkes med sådanne 2 typer.

Fordi de bl.a.:
• er afholdskvinder med Underberg i tasken
• sprayer hår under forretten
• ser i busplanen for sidste natbus – hele tiden
• stanger tænder ved buffeten
• stjæler mad med hjem til hunden
• knækker nødder under direktørens tale
– osv.

Efter et par timer er dagen/firmaet reddet – det var gudskelov en joke.

De 2 falske medarbejdere kommer uafhængig af hinanden til jobsamtale og får som sagt en præsentation i firmaet. De er blevet velinformeret af festudvalget om firmaet og deres medarbejdere, så alibiet for ansættelserne er i orden.

Falske konsulenter

ZecretZervice tilbyder konceptet ”De falske konsulenter”. Konsulenterne kan bruges enten som ”Icebreaker” eller som ”Kick off” i et kursusforløb.

Ved at se på den enkelte virksomheds behov, skræddersyer ZecretZervice en event, som kan starte et kursus, samle en gruppe eller splitte en gruppe og få medarbejderne til at se på sig selv, kollegaerne og virksomheden med nye øjne.

ZecretZervice’s styrke er humor og en veludviklet situationsfornemmelse.

ZecretZervice har erfaring med at underholde og aflæse grupper af mennesker, både i virksomheds – og privat regi. Deres oplevelse er, at publikum går hjem med ny viden om sig selv.

Gennem forskellige optrædener har ZecretZervice fået en bred indsigt i, hvad der skal til for at få en gruppe i bevægelse. Dette kan de gøre i light, medium eller hardcore udgaver, alt efter det behov der er.

ZecretZervice mener, at man gennem humor kan nå ind ad bagvejen til alle mennesker, og ændre deres overbevisninger og rykke ved deres forestillinger og grænser.

Det er interessant at se, hvordan en gruppe reagerer, når den udsættes for en adfærd, som ikke følger konventionerne. Når konsulenten under foredraget pludselig bliver ringet op af sin mor, som passer hunden derhjemme og fører lange samtaler med hende om hunden. Billeder fra den private familietur til Harzen har sneget sig ind i PowerPoint-diasserien, og konsulenten Alex taber sin taske med ALT!!! hvad den indeholder, for blot at nævne nogle af de uheld, der kunne forekomme.

Hvem i gruppen støber kuglerne, hvem resignerer og hvem tager ansvaret.

Hvorfor handler folk som de gør? Det er ZecretZervice’s opgave at spejle publikums handlinger, og det gør de gennem ”De falske konsulenter”.

Referencer

Vil du hilse dine med-tjenere og fortælle at I var dagens bedste indslag. Folk var vildt begejstrede for Jer!
Mange julehilsner fra Karin Skolnik, DJØF

Jeres optræden var et kæmpehit, som alle herinde taler meget om, som aftenens store højdepunkt.
Egmontgruppen

I blev stille og roligt langsommere, sløvere, striksere eller mere sjuskede- og gjorde lige præcis de ting en tjener IKKE forventes at gøre. Det fantastiske var, at I gjorde det på en måde og med en så overbevisende professionalisme, at vi kom til at elske jer for det!
Peter Asschenfeldt/Asschenfeldt Forlag

Jeg måtte simpelthen skrive til Jer, for at takke for den mest utrolige underholdning som I ”serverede” til Mette og Birgers bryllup. Jeg har tit set skjult kamera og tænkt ”Det kunne jeg aldrig hoppe på” men nu tænker jeg anderledes, for I tog sgu fusen på mig. Det var en god slankekur for mig den aften. Jeg kunne simpelthen ikke spise noget af bare grin
Med venlig hilsen Dorthe Falk, Slangerup

Tusinde tak for jeres indsats ved vores bryllup. I var absolut en stor del af, at vores bryllupsfest blev helt og aldeles uforglemmelig. Vi håber at vi får mulighed for at opleve jer igen, for i var bare SÅ gode…
Kærlig hilsen Henrik og Tina, Snekkersten

Vi benyttede ZECRETZERVICE og kan kun give dem vores varmeste anbefalinger. De agerede firmaets 2 nye receptionister og var forud for festen til introduktion hos os. Nogle blev vildt oprørte over, at vi kunne ansætte sådan 2 typer og ville bringe det op i direktionen. Andre synes det var morsomt, og nogle troede fuldt og fast på, at de var rigtige medarbejdere. Efter festen har der kun været positive kommentarer, alle syntes, det var et rigtig sjovt indslag – specielt fordi, de var ude i firmaet først.” ”Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi hyrer ZECRETZERVICE.
Vivi Rosenbæk Andersen, Telia Mobile.

Til toppen af siden