Views: 31
”OLD FRIENDS”
En intim musikalsk hyldest af duoen Simon & Garfunkel
med Morten Lützhøft og Nis Pedersen
En af verdens mest ikoniske pop/rock duoer Simon & Garfunkel har gennem flere generationer, sat deres præg på den musikalske scene. Sange som The Boxer, Mrs. Robinson, Bridge Over Troubled Water, Homeward Bound, America og I am a rock, har de fleste nok hørt og sunget med på mere end én gang. Det er sange der handler om ensomhed, kærlighed, rådvildhed, savn og venskab.
Skuespiller og sanger Morten Lützhøft og sanger Nis Pedersen har sammensat et program bestående af en række fantastiske sange skrevet og sunget af en af de største musikalske duoer nogensinde.
Det er en intim og nærværende koncert, hvor de med den dybeste respekt, kommer igennem en perlerække af fantastiske sange. Hver for sig er sangene en historie i sig selv.
”Vi fortæller lidt om Tom og Jerry, alias teenagedrengene Poul og Art, vi sætter sangene ind i deres periode, og reflektere lidt over hvordan verden så ud da sangene blev til.
En historie om to kunstnere der ville enormt meget, men endte med at skilles på toppen blandt andet pga. musikalske stridigheder. Og om hvordan skæbnen på godt og ondt kan sætte en kurs, som kan være svær at navigere i.
Der er risiko for at blive lidt klogere på både Simon og Garfunkel og måske også at få et enkelt grin. Der bliver i hvert fald mulighed for at synge med”.
Nis og Morten.
Vi stiller med et rasleæg, to stemmer, tre guitarer og fire gange godt humør!
Kort om os:
Morten Lützhøft er uddannet skuespiller fra Odense Teaterskole 1994.
Nis Pedersen er professionel sanger.
Vi mødte hinanden på forestillingen ”Snedronningen” på Østre Gasværk i år 2000, og har begge medvirket i et hav af teater og musikforestillinger rundt i landet. For nogle år siden turnerede vi rundt med musikforestillingen ”Bridge over Troubled Water” med Landsteatret.
Lidt udpluk fra anmeldelserne:
“De gør det overbevisende og overraskende velsyngende. En god balancegang imellem at gengive og genfortolke.“
Ulla Strømberg, Kulturkupeen
”Morten Lützhøft og Nis Pedersen giver nemlig deres meget personlige, og særdeles vellykkede bud på et par håndfulde af Simon & Garfunkels bedste og mest populære sange. De tager sangene til sig, skaber deres egen lyd, som ikke er ulig originalerne, men som ikke bare er en kopi. Og det gør de virkeligt godt.
Begge synger strålende, vokalharmonierne sidder lige i skabet… og så må man imponeres af Lützhøfts udmærkede guitarspil.”
Morten Buckhøj
“Deres umiddelbare ærlighed omkring numrene … og den charme hvormed de formidler de ikoniske sange. Smukkest når de bare bliver leveret fremført af en guitar”
XQ28.dk Per Lundsgård
“Med deres store stemmer formår de at skabe nogle vanvittig smukke harmonier, der er svære ikke at holde af. Nis Pedersen får ydermere lukket 1. akt af med sangen ‘Bridge Over Troubled Water’ med så kæmpe en kraft og power, at jeg kun kan blive imponeret.”
Lea Nelhorf. Scenekanten
“Vi havde onsdag d. 22 april, ‘23 besøg af simon og Garfunkel musikalske univers.
Det blev en mere end smuk, bevægende og stemningsfuld aften, hvor Simon and Garfunkels sange fyldte kirkerummet i.
Skuespiller og Sanger Morten Lützhøfts og Nis Pedersens helt utrolige stemmer. Utrolige stemmer og en utrolig samklang! Fantastiske sange af dem vi alle kender men havde glemt, vi kunne lide som Mrs. Robinson, the Boxer, Bridge Over Troubled Water, Homeward Bound og mange, mange flere. Morten Lützhøfts og Nis Pedersens vekslede mellem musik og fortælling, som gjorde os klogere på dybden i sangen – om ensomhed, kærlighed, rådvildhed og deres heftige venskab – samt den historiske tid sangene blev skabt på baggrund af. En virkelig særlig aften som berørte alle i den fyldte kirke.
Sognepræst Charlotte Grunnet
Sct. Thomas Kirke feb 2023”
”De to skuespillere Morten Lützhøft og Nis Pedersen levendegør Simon & Garfunkel, og de synger fantastisk. Deres versioner af Simon & Garfunkels hits sker med respekt og nerve, og de er en fornem hyldest til duoen. De rammer plet, og de er en fryd at lytte til. Wauw!
Både som inkarneret fan og som nybegynder, gammel som ung får du en fantastisk oplevelse ud af at lytte til forestillingens sange. De holder stadig! Ungt teaterblod.“
Christian Skovgaard Hansen
“Morten Lützhøfts og Nis Pedersens fantastiske sang og vokalharmonier gav mig en dejlig musikalsk oplevelse og et kig tilbage i fortidens ungdomsår. Så forventningerne til musikdelen blev opfyldt, og duoen fik da også helt fortjent stående applaus.“
Jyske vestkysten. Susanne Elizabeth Houston Tønnies.
“Nis Pedersen og Morten Lützhøft er en fornøjelse at høre på. Fløjlsbløde stemmer som forbillederne… tydeligvis lavet med hjerte og kærlighed til musikken. En god aften til dem, der elsker Simon & Garfunkel.“
JP Henrik Lyding