Thomas Hass Quartet

Thomas Hass

Ny spændende konstellation og nyt album “Moco Mysteries” på vej. Indspilles i december 2018 med udgivelse i starten af 2019.

Efter i tre år at have arbejdet i Hollywood/Los Angeles som komponist på TV serien “Good Behavior” for TNT er saxofonisten Thomas Hass nu tilbage på jazzscenen med en ny supergruppe.
Med sig har han sine to gamle kollegaer fra deres debuterende og prisvindende kvintet “Page One” nemlig Lennart Ginman og Thomas Blachman. På klaver er det et længe ønsket samarbejde som endelig realiseres nemlig ingen mindre end sveriges store pianist, Lars Jansson som er kendt for sit sublime spil, smukke kompositioner og arrangementer for bl.a. bigband.

Gruppen går i studiet i december 2018 for at indspille kompositioner af Thomas Hass og resultatet skulle gerne være tilgængeligt senest februar 2019 under titlen “Moco Mysteries”.
Planen er at orkesteret resten af 2019 vil spille udvalgte koncerter rundt i landet.

Om Thomas Hass saxofonspil skrev Boris Rabinowitch i forbindelse med hans seneste udgivelse “Lotus Energy” fra 2013: “Det lyser ud af disse optagelser hvilken begavet og ikke mindst personlig musiker saxofonisten Thomas Hass har udviklet sig til ̈
og Niels Overgård fra jazzbloggen “Jazznyt” skrev fra en live koncert under Cph. Jazzfestival 2018: “En rigtig fed oplevelse hvor Thomas Hass atter understregede at han er en af vores helt store tenorsaxofonister”.
Man kan forvente stemningsfuld musik sprudlende af kreativt og overskud både i kompositionerne såvel som i improvisationerne når de fire garvede herrer åbner for de musikalske sluser.

LARS JANSSON – PIANO

Den svenske pianist Lars Jansson har gennem årtier beriget den internationale jazzscene med sit rytmiske drive, lyriske spil samt sine mange smukke kompositioner. Han har blandt mange spillet med bla. Jan Garbarek men er i øjeblikket aktuel med sin svenske trio. Han er også en erfaren bigband arrangør og rejser verden rundt som solist med sine arrangementer.

LENNART GINMAN – BAS

Manden i midten er bassisten Lennart Ginman. En mangefacetteret og meget anvendt bassist som også tager livtag med den elektroniske musiks mange muligheder. Kendt for at kunne lægge et usvigeligt fundament, for at besidde et udsøgt melodiøst solospil samt evnen til at lade sit spil kommentere og rammesætte solisten på udsøgt vis.

THOMAS BLACHMAN – DR’S

Trommeslageren Thomas Blachman, er – selv om han er berømt for mange andre ting – en fantastisk jazztrommeslager. En musiker der en hel koncert igennem kan give puls, farver, slagserier, skarpe smæld og på forunderligste vis bidrage til at vende og dreje musikken i alskens uventede og kreative retninger. En sand rytmisk troldmand.