På operascenen har Piet Larsen bl.a. sunget så forskellige roller som den muntre fuglefænger Papageno i Mozarts ”Tryllefløjten” og den alvorstyngede Giorgio Germont i Verdis ”La Traviata”. Han har også enkelte operette- og musicalroller på repertoiret som f. eks. Grev Danilo i ”Den Glade Enke” og Frank Butler i ”Annie Get Your Gun”. Herudover har Piet Larsen bl.a. sunget titelrollen i Mozarts ”Don Giovanni” i forbindelse med en workshop for unge nordiske dirigenter med Randers Kammerorkester, og desuden flere gange sunget store roller ved koncertopførelser af operaer af Mozart og Haydn.

Som koncert- og oratoriesolist har Piet Larsen bl.a. sunget baspartierne i Händels ”Messias” og Bachs Juleoratorium og desuden været solist i både Bachs ”Johannes Passion” og “Matthæus Passion” samt en del af Bachs kantater, heriblandt bas-solokantaterne ”Ich habe genug” og ”Der Friede sei mit dir”. Desuden har Piet Larsen været benyttet som bas- og barytonsolist i bl.a. Beethovens Niende Symfoni, Mozarts ”Requiem”, Gabriel Faurés ”Requiem” og sunget partiet som Herr Oluf i Gades balladeoratorium ”Elverskud”.

Piet Larsen kan jævnligt høres som romance- og liedsanger med et repertoire der bl.a. rummer Schumanns ”Dichterliebe”, Schuberts ”Winterreise” og ”Schwanengesang”, Mahlers ”Lieder eines fahrenden Gesellen” og Vaughan Williams’ ”Songs of Travel”, ligesom han også har sunget Rangströms ”Kung Eriks Visor”, nordiske sange og romancer samt uropført ny dansk musik.