Download pressefoto HER
(Fotograf – Carsten Boe– skal krediteres)

30 års Jubilæum

Petri/Hannibal har i 30 år været en fast del af det internationale og danske musikliv.  Siden 1992 har de spillet over 2.000 koncerter i hele verden, spændende fra New Yorks Lincoln Center, Shanghai Concert Hall, Suntory Hall i Tokyo og Londons South Bank til små koncerter i intime rammer.

Et af deres særkender har altid været en kombination af højeste musikalske niveau og en ligefrem og uhøjtidelig koncertform. Ud fra den tanke at klassisk musik er forståelig for alle, kommer de med små introduktioner til det særlige ved de enkelte værker, og programmerne har altid budt på både genkendelighed og udfordringer.

Duoen ser stadig fremad og forfiner og tilpasser med deres erfaring programmerne og koncertoplevelserne til tiden i dag.

På jubilæumsturneen vil man høre et varieret program med kendt og ukendt som bevæger sig rundt i alle stemninger:  Let, sørgmodigt, virtuost, alvorligt, meditativt, gammelt og nyt.  Fælles for det hele er kommunikationen mellem alle i rummet og oplevelsen af øjeblikket.

Musik af bl.a. Bach, Händel, Vivaldi, Carl Nielsen, Grieg og Piazzolla.

Petri/Hannibal Duo har indtil nu udgivet 8 albums – det seneste er BLUEsom udkom i efteråret med originalkompositioner af Lars Hannibal samt hans arrangementer af danske sange, som også vil blive spillet på programmet.

Duoen har med deres fælles store erfaring udviklet en ligefrem, uhøjtidelig og stærkt kommunikerende koncertform, hvor de med korte introduktioner guider publikum til forståelse af det særlige ved de enkelte værker.  Programmet til jubilæumskoncerterne vil holde sig inden for det klassiske.  Michala vil spille et bredt udvalg af sine mange typer blokfløjter og Hannibal vil spille både lut og guitar. Programmet vil være varieret geografisk og tidmæssigt og vil som gennemgående temaer have folkemusikinspireret musik fra forskellige lande og ”karakterstykker”.
Programmet henvender sig til alle aldre.

“Samtaler, samvær og kommunikation er nøgleord i Michala Petris og Lars Hannibals univers. Den stadige dialog – med sig selv, med hinanden og med publikum – er altafgørende for at skabe den oplevelse, uden hvilken musikken blot er nogle noder på et stykke papir.

Når man som de to har nået den musikalske modenhed og tekniske overlegenhed, flytter fokus sig uvægerligt. Ud i rummet, ud i salen. Og det i en sådan grad, at kontakten til publikum nærmest er håndgribelig. De fanger atmosfæren og spiller med den, og derfor er en koncert med Michala Petri og Lars Hannibal en oplevelse udover det almindelige. Én af den slags oplevelser, hvor publikum føler, at der er blevet slået nogle strenge an inden i dem selv.

Michala Petri har forlængst etableret sig som en af verdens absolut førende instrumentalister, og med Lars Hannibals utroligt brede erfaring som med- og modspil formår de to at skabe en enhed, som har vakt opmærksomhed over store dele af verden.

Med den største respekt for musikken og koncertformen evner Michala Petri og Lars Hannibal at frembringe den naturlige afslappethed, som er en forudsætning for en helt åben modtagelse og oplevelse af musikken.”