Jesper Thilo er kendt i hele den danske jazzverden som eksponent for den bedste swing- og mainstream jazz. I over 40 år har han medvirket i utallige sammenhænge med sin tenorsax (klarinet og altsax) og spillet med Danmarks Radios Big Band i 23 år.

Der lægges vægt på swingende fremadrettet jazz, som både tilfredsstiller et lyttende og et evt. dansende publikum. Kort sagt udadvendt underholdning med Thilo som midtpunkt og garanti for en god jazzaften.

Om Jesper Thilo

(f. 1941)

Saxofonist og klarinettist

Jesper Thilo er ”Mr. Mainstream” i dansk jazz med et saxofonspil, der har dybe rødder i den amerikanske swing og bebop. Disse traditioner har Thilo tilegnet sig med en sådan indlevelse og et sådant håndelag, at han suverænt er en af de mest fremtrædende europæiske tenorsaxofonister i mainstreamjazzen.

Jesper Thilo mestrer flere typer rørbladsinstrumenter samt trompet, men han er især kendt og elsket for sit spil på tenorsaxofon. Her trækker han på én gang på Coleman Hawkins´ robuste, saftige swing og Ben Websters varme og melodiske lyrik, som han på overbevisende måde har formet til sit eget udtryk.

Med Arnvid Meyer

Jesper Thilo spillede klarinet som dreng og blev uddannet på musikkonservatoriet med dette instrument. På samme tid begyndte læreårene som ung jazzmusiker i Arnvid Meyers toneangivende swingorkester i første halvdel af 1960erne og atter i perioden 1967-1974. Gruppen spillede flittigt med en lang række amerikanske gæstesolister bl.a. Ben Webster, Benny Carter, Coleman Hawkins, Bill Coleman, Buck Clayton, J. C. Higginbotham, Charlie Shavers, Harry ”Sweets” Edison og Roy Eldridge. Jesper Thilo har spillet med mange danske orkestre igennem årene bl.a. Niels Jørgen Steens A-Team, Kansas City Stompers, Ernie Wilkins Almost Big Band og ikke mindst DR Big Band, som han var medlem af 1966-1990.

Den bedste jazzmusik

Siden 1990erne har Jesper Thilo indspillet en lang række plader i eget navn sammen med bl.a. Jesper Lundgaard, Olivier Antunes, Søren Kristiansen, Thomas Clausen, Henrik Bolbjerg, Guffi Pallesen, Svend-Erik Nørregaard og Ann Farholt. Han medvirker desuden på et stort antal plader som sideman.

I 1977 var Jesper Thilo den første til at modtage Ben Webster Prisen. I 2000 udkom hans erindringsbog, Man ska´ ku´ se komikken, fuld af veloplagte musikerhistorier, erindringsglimt og anekdoter fra en lang karriere. Her opsummerer han: ”Den bedste jazzmusik, jeg har været med til, er opstået under forhold med en øl, en god bartender eller tjener og morsomme mennesker, som kan grine på de rigtige tidspunkter og sætte pris på musikken, når den er god” (s. 122).

Og selvom Thilo har givet udtryk for, at jazz ikke egner sig til børn, så havde han dog i forbindelse med Sigurd Barretts succesfulde børne-tv-serie i 2007, ”Sigurd og Bigbandet”, rollen som den venlige og musikkyndige Doktor Jazz.

Diskografi i udvalg:

Niels Jørgen Steen´s Beatkapel featuring Jesper Thilo (RCA/Music Mecca, 1976)

Jesper Thilo/Clark Terry Quintet (Storyville, 1980)

Jesper Thilo/Olivier AntunesDuo (Music Mecca, 1998)

Hugo Rasmussen: Sweets To The Sweet (RCA/Music Mecca, 1978/2001)

Jesper Thilo meets Alvin Queen: This Is Uncle Al (Music Mecca, 2002)

Jesper Thilo & Søren Kristiansen Trio: Snap Your Fingers! (Music Mecca, 2003)

Thilo/Lundgren/Lundgaard: Tributes (Music Mecca, 2005)

Klüvers Big Band: Hot House – Thilo meets Mackrel (Gateway, 2007)


Jesper Thilo til festen

Jesper Thilo Kvartet eller Trio spiller med stor glæde op til dans til fester, bryllupper, runde fødselsdage, firmafester m.m. Og desuden også som baggrundsmusik til receptioner o.l.


Jesper Thilo som solist

Jesper Thilo kan engageres som solist i arrangementer lige fra jazzbands over big bands til symfoniorkestre.


Jesper Thilo som fortæller

Inden for de sidste par år har publikum også kunne høre Jesper Thilo som den fødte fortæller med udgangspunkt i bogen “Man ska’ ku’ se komikken”. Her har Jesper Thilo fortalt en række anekdoter og selvoplevede historier fra jazzens verden til vennen Erik Moseholm. Moseholm har gennemskrevet og redigeret de mange historier fra Thilos oplevelsesrige liv og herefter udgivet dem i bogform til glæde for mange jazzentusiaster. De fleste af Jesper Thilos historier er yderst morsomme, men bunder også i visse jazzmusikeres tragiske liv fuld af ensomhed, for meget sprut og fjolletobak, men alle historierne har en morsom pointe og bliver fortalt med så stor kærlighed til de enkelte musikere, at den etiske balance er 100 procent i orden.


Anmeldelse

Jesper Thilo kan kunsten. Og uanset hvor mange gange, man gennem årene har lagt ører til denne kunst, formår han at overraske.

Kort sagt – vi taler om en eminent jazzkunstner. Jesper Thilo fik i tidernes morgen en klassisk konservatorie-uddannelse som klarinettist, han blev medlem af Dansk Musiker Forbund i 1958, og fra begyndelsen af 1960erne handlede det om tenorsaxofonen og om jazzmusikken.

Med sit magtfulde spil, der var inspireret af store swingkæmper som Ben Webster og Coleman Hawkins, blev han først og fremmest synlig som medlem af trompetisten Arnvid Meyers orkester, hvilket da også fremgår af et netop udsendt bog/cd/dvd-sæt med omtalte Meyer. I 1966 blev Jesper Thilo tillige medlem af Radioens Big Band, hvor han gennem årene primært hørtes som altsaxofonist.

Sideløbende indgik han i talrige andre konstellationer, og som jazzkunstner fik han for alvor luft under vingerne, da han i 1990 forlod Radioens Big Band, og tog fat på at optræde med egne grupper. Sideløbende har han været solist her og der og alle vegne – også langt uden for landets grænser, og så er det værd at bemærke, at Jesper Thilo – udover tenorsaxofonen – behersker en lang række andre instrumenter, og at han jævnligt optræder som klarinettist og lejlighedsvis også som sanger og som trompetist. Endvidere er han kendt for sin fine fortællekunst, der i år 2000 dannede basis for bog-udgivelsen »Man ska’ ku’ se komikken«. Og nu har den nu 67-årige Jesper Thilo altså været professionel musiker i 50 år, og det bliver selvfølgelig fejret. Jubilaren vil lade sig hører i tre konstellationer.

Først spiller han med egen kvartet, der rummer pianisten Olivier Antunes, bassisten Bo Stief og trommeslageren Frands Rifbjerg, og herefter gendannes Jazzkapelmestrenes Jazzkapel, der blandt andet rummer trompetistgen Theis Jensen og basunisten Ole »Fessor« Lindgreen, og endeligt kan man opleve Jesper Thilo som solist for et til lejligheden flot sammensat big band under ledelse af Niels Jørgen Steen.

Anmelder på aok.dk Kjeld Frandsen (den 30. november 2008)