Foto: Ole Haupt                       Pressefoto: Klik på foto og “gem billede som”. Ved brug skal fotograf krediteres.

En aften hvor Danmarks store skuespiller Ghita Nørby, der netop har fejret sin 82 års fødselsdag, bla. vil læse nogle af hendes favorit eventyr af H. C. Andersen og de underfundige og livskloge fabler af La Fontaine, i Johannes Møllehaves sprudlende oversættelse.

Guitaristen Lars Hannibal vil skabe laguner til eftertænksomhed med smukke og populære toner fra det klassiske guitarrepertoire. Undervejs samtaler Ghita og Hannibal om nogle af de aktuelle temaer der optager dem indenfor kunst og kultur, og om Ghitas enestående karriere indenfor film og teater.

Eventyrene, fablerne, de små anekdoter og historierne fra et langt liv med teater, film og TV serier formidles til publikum i en intens og intim atmosfære, hvor man fornemmer deres årelange venskab.

Stærkt møde med to stærke solister!

”Ghita Nørby præciserede i sine kommentarer eventyrenes, dyre-og planteverdenens forhold til menneskeverdenen og tilnærmelsen til den menneskelige erfaring. Og H.C.Andersen lader sig irritere over sladderens nyfigenhed og over indesluttethed og træghed. Hans helte er den lille høne og rosenhækken. I en fængslende oplæsning fik Ghita Nørby netop disse sider i eventyrene frem. Lars Hannibal er i dag en af vores betydeligste klassiske guitarister. I hans version af Bach`s gavotte og i moderne brasiliansk guitarmusik fornam man den forfinede klangskønhed, den rytmiske umiddelbarhed og den udtryksmæssige spontanitet i hans fortolkninger. Totalindtrykket af aftenen i den stopfyldte kirke var meget stærkt. Forløbet blev endnu engang en ubetinget kunstnerisk sejr for de to solister” Nordjyske Tidende

Sprøde toner og formidabel retorik hos Autohallen Toyota

FULDT HUS: Flere end 200 havde sikret sig en billet til torsdagens arrangement i Autohallen Toyota i Slagelse, hvor Ghita Nørby og Lars Hannibal tryllebandt publikum i 90 vidunderlige minutter. Sikke en aften.
Af Merete Jensen, 8.januar 2016

VESTSJÆLLAND: Der sker noget helt unikt, når mennesker mødes. Samspillet øger energien og skaber rum til nærvær i sin reneste form. Torsdag aften var den røde løber rullet ud hos Autohallen Toyota i Slagelse, netop for at markere et helt unikt møde med to af Danmarks allerstørste ikoner, Ghita Nørby og Lars Hannibal.

Flere end 200 havde sørget for at erhverve sig en billet til arrangementet, som var lavet i samarbejde med Team Rynkeby Vestsjælland til fordel for Børnecancerfonden. Og gæsterne fik, hvad de kom efter – en sprudlende retorisk Ghita Nørby og en guddommeligt velspillende Lars Hannibal.

Efter velkomst af administrerende direktør hos Autohallen Toyota, Bruno Kjær Jensen, og Team Rynkeby Vestsjællands kaptajn, Poul Buhr, blev Børnecancerfondens direktør, Marianne Benzon Nielsen, budt op til mikrofonen. Hun orienterede kort om Børnecancerfondens arbejde og om den positive udvikling, forskningen har bidraget til. Hun var desuden stolt over at deltage i aftenens arrangement, da Ghita Nørby har været protektor for Børnecancerfonden gennem de 20 år, fonden har eksisteret.

To personer med format
Dernæst driblede den snart 81-årige Ghita Nørby sig i halvanden time gennem anekdoter fra et langt liv med kultur, mennesker og indtryk. Mødet med Karen Blixen, ord fra Dalai Lama og munter oplæsning af H. C. Andersen, krydret med formidable guitarsatser fra Lars Hannibal.

Når to mennesker på en lille scene med to mikrofoner og to stole formår at fylde det store autohus med intenst nærvær, humor og en vis ydmyghed, så vidner det om format. De to store kulturpersonligheder ramte plet i deres samtale-show, hvor de på den ene side gav stof til eftertanke, mens de på den anden side fik latteren til at buldre gennem det store hus gang på gang.