Videoer

EKKO

EKKO by Frithjof Toksvig

Som en art grå eminence på den alternative danske musikscene, er det altid lykkedes Frithjof Toksvig at holde sig diskret i baggrunden og ladet fokus være på andre. Fra rockdagene i The Poets, over triphop-flamenco i Deepfried Toguma, til et langt samarbejde med Mikael Simpson og en del af dennes liveband, Sølvstorm. Alt dette sideløbende med en imponerende karriere som filmkomponist i eget navn.

EKKO er et alias/soloprojekt for komponist og producer, Frithjof Toksvig. EKKO’s musik trækker på Toksvigs erfaringer fra filmmusikkens billedunderstøttende og billedskabende toner og Deepfried Togumas rolige rytmer. EKKO er evig behagelig, men aldrig behagesyg. Musikken er gennemført og gennemarbejdet organisk downtempo electronica, der formår at integrere elementer fra alverdens genrer i spændingsfeltet mellem electronica, jazz og den cinematiske stemningsmusik. Toksvig forstår i den grad at lade lytteren danne sine egne cinematiske oplevelser bag de lukkede øjne, mens musikken flyder frit i ørerne.

EKKO har udgivet 3 albums: “I Know I Am Human” (2007), “Any Given Sunday” (2011) samt “Meltdown” (2018). Nummeret “Rehearsal” fra debut-albummet var med på Trentemøllers compilation “Late night tales” (2011).

Siden 2008 har Toksvig desuden været en del af projektet Vi Sidder Bare Her sammen med Mikael Simpson og Jørgen Leth. Sideløbende har Frithjof Toksvig en imponerende karriere som filmkomponist, hvor han har skabt musikken til en lang række prisbelønnede biograf- og novellefilm, dokumentarer og radiodrama.

På scenen finder man følgende besætning:
Niclas Tange (Sølvstorm) – trommer/samples
Georg Rune Andersen (Sølvstorm) – bas
Karin Dalsgaard (DR’s symfoniorkester) – cello
Jacob Ulstrup (Ulige Numre) – keyboards
Frithjof Toksvig – guitar og pedalsteel

Videoer