Den lille sommerfugl flyver endnu…

Og det gør Bjørn Tidmand også efter nu 50 år på toppen af danskpoppen. Bjørn Tidmand begyndte sin musikalske løbebane i Københavns Drengekor under Mogens Wøldike. Da han blev lidt ældre tog han jobs rundt omkring på byens restauranter. Bl.a. optrådte han i Bjælkehuset i Søndermarken, på restaurant Puk og på natklubberne Flamingo og Valencia.

Allerede i 1957 medvirkede Bjørn Tidmand på TV i de dengang så populære udsendelser “Soldaterstafetten”. Han debuterede på plade i 1959 med en dansk version af Only Sixteen (“Seksten et halvt”). I 1960 tog Volmer-Sørensen ham med i et af sine TV-shows.
To gange har Bjørn Tidmand deltaget i det Danske Melodi Grand Prix. I 1963 blev han nummer to med “Amiga mia”, blot for året efter at få sit helt store landsdækkende gennembrud, da han vandt med “Sangen om dig”.

Der er altid garanti for glæde og godt humør, når Bjørn Tidmand møder op med sin guitar og vækker de gode minder.

Mere om Bjørn Tidmand

I 1967 fik Bjørn Tidmand to store pladehits med “Nu tar jeg til Dublin” og “Du skal ikke gi mig roser” og året efter udgav han “Lille sommerfugl”, der blev dette års store landeplage med over 100.000 solgte plader.
De følgende år var Bjørn Tidmand en af landets mest succesrige solister og havde frem til midten af 70’erne en ubrudt række af hits.
Det var titler som “Lille amor”, “Når det bli’r sommer igen”, “En lille gylden ring”, “Alt det med guld og grønne skove”, “Mini-midi-maxi girl”, “Rosen er rød min ven”, “Find dig en blomst”, “Pigen som bor på landet”, “Bytte, bytte købmand”, “Min sang om kærlighed”, “Paloma Blanca” og “Gennem sol og regn”.

I midten af 1970erne havde Bjørn Tidmand sit eget TV-show “Mellem to stole” sammen med sin gode ven og kollega Gustav Winckler.

Og op gennem 80’erne havde han endnu placeringer på hitlisten med “Snevalsen” og “Hallo Mary Lou”.
I 1994 havde han endnu et hit på dansktoppen med “Der er intet i verden som min pige”.
I hele sin karriere har Bjørn Tidmand været fast inventar på Dansktoppen og i Giro 413.
Det er blevet til både guld-, sølv- og platinplader, men han hviler ikke på laurbærene.
Tværtimod er han i dag en af branchens foretrukne konferencierer, hvilket Parkunderholdningen i Aarhus Botaniske Have og senere Tivoli Friheden i Aarhus nød godt af i mange år.
Især glæder Bjørn Tidmand sig over at underholde det voksne publikum, som altid gerne ta’r en tur med til Dublin og synger med om “Pigen som bor på landet”.
Fra sit seneste repertoire vil mange kunne nynne med på “Der er intet i verden som min pige”.
Som noget relativt nyt er Bjørn Tidmand begyndt at holde foredrag om sine mange år i branchen, altid suppleret med et par af de velkendte slagere.

I januar 2010 fylder Bjørn Tidmand 70 år, men det har ikke afholdt ham fra at kaste sig over et nyt og spændende projekt.
Således udgives til februar en ny CD med viser af Poul Feldvoss til musik skrevet af Finn Jørgensen.
“Horisonter” er indspillet sammen med guitaristen Erik Axel Wessberg og udgives af Wilhelm Hansens Forlag.

Foredrag

Minderne har man da lov at ha’ … og give videre.

Derfor lancerer Bjørn Tidmand nu et foredrag om sin lange karriere på toppen af dansk underholdningsmusik.
Glæd dig til 1½ time med anekdoter om sejren i det Danske Melodi Grand Prix i 1964, de utallige førstepladser på Dansktoppen og livet som fast inventar i Giro 413.
Bjørn Tidmand fortæller bl.a. om sine store personlige oplevelser i musikbranchen, herunder venskaberne med Volmer Sørensen og Gustav Winckler, møderne med Bing Crosby, Maurice Chevalier og Julio Iglesias.
Der er garanti for en underholdende tur ned ad mindernes allé i selskab med en af Danmarks førende slagersangere gennem tiderne, Bjørn Tidmand.